Implantater
Et implantat er en lille skrue af ren titanium. Når skruen indsættes i sund knogle, sker der en vækst af knoglevæv ind i implantatoverfladen, og efter en helingsperiode sidder implantatet urokkeligt fast. På implantatet kan der efterfølgende bygges en tandkrone. Implantatet kan også bruges til at fastholde en ustabil protese eller indgå i en brokonstruktion.
Implantater kan anvendes til mange formål.
Én manglende tand: Den mest indlysende behandling med implantat er erstatning af enkelttænder. Her får man den mest naturtro tanderstatning.
Flere manglende tænder: Implantater kan også anvendes hvor der mangler flere tænder. Der kan laves broer mellem implantater, og dermed kan der erstattes flere tænder end der er brug for implantater.
Alle tænder mangler: Hvis alle tænder mangler er der flere muligheder. En løs protese kan fikseres med 2 implantater i underkæben og 4 implantater i overkæben. Der er også den mulighed at der kan indsættes 6-8 implantater i hver kæbe og fremstilles en fastsiddende bro.
Vi henviser selve implantat-indsættelsen til en kæbekirurg, men laver selv det der skal på toppen af implantatet. Implantatbehandlingen starter med en grundig forundersøgelse hos kæbekirurgen. Hvis forholdene er til det, laves der ny tid til implantatindsættelsen. Selve operationen hos kæbekirurgen er et lille kirurgisk indgreb, der foregår under lokalbedøvelse, og dermed er helt smertefrit. Når implantatet er indsat lukkes tandkødet med et par sting, der skal fjernes 7-14 dage efter indgrebet. Der er som regel kun meget få gener efter operationen.
Normalt skal implantatet hele ind uden belastning i 3-4 mdr. I særlige tilfælde kan implantatet forsynes med en foreløbig tand med det samme. Ofte laves der dog en midlertidig bro eller protese, så man ikke skal være tandløs i helingsperioden.
Efter 3-4 mdr. indkalder vi til fremstilling af det, der skal på toppen af implantatet (krone/bro/protese). Denne del af behandlingen strækker sig typisk over 2-3 uger, hvor der vil være 2-3 seancer.