Skip to the content

Parodontose

Parodontose er en udbredt sygdom, som især rammer mange over 40 år. Der er stor sammenhæng mellem rygning og parodontose, men der kan også være sammenhæng med almene sygdomme, som fx diabetes.

Sygdommen viser sig ved at man mister fæste omkring tænderne. Tandkødslommerne bliver dybere, tandhalsene kan blive længere, tænderne kan blive løse, tænderne kan flytte sig og i værste tilfælde mister man tænder.

Parodontose kan starte med en tandkødsbetændelse, som ikke bliver behandlet. Har man blødende/rødt/ømt tandkød er det vigtigt at man søger tandlæge. Tandkødsbetændelse (gingivitis) kan nemt behandles med tandrensninger og grundig hjemmepleje instruktion.

Parordontose kan dog også komme mere ubemærket. Dette ses hyppigt hos rygere, hvor der ofte ikke er så meget blødning, men til gengæld kan parodontosen være alvorlig før den bliver opdaget. 

Det er derfor meget vigtig at komme regelmæssigt til tandlæge. 

Behandlingen af parodontose omfatter grundig hjemmetandpleje omfattende korrekt tandbørstning, brug af tandstikkere/mellemrumsbørster/tandtråd. Hos tandplejeren/tandlægen fortages fjernelse af hårde belægninger og tandsten samt tandrodsrensninger i de dybe tandkødslommer. Desuden instrueres der i korrekt hjemmetandpleje. Samspillet mellem hjemmetandplejen og den dybdegående tandrensning hos tandplejer/tandlæge er behandlingen mod parodontosen. Hvis der gøres en indsats i dette samspil, er der god chance for at bremse udviklingen af parodontosen og i bedste tilfælde forbedre situationen.

Udover mundhygiejnen spiller den almene tilstand også ind. Der er stor sammenhæng mellem rygning og parodontose. Hvis man kan foretage et rygestop er chancen for bedring af sygdommen markant. Visse sygdomme som fx diabetes eller stofskiftesygdomme kan også have betydning for parodontosens udvikling.

Udover tandrensninger og grundig hjemmetandpleje kan man også behandle parodontose kirurgisk. Ved en sådan operation er det muligt at fjerne bakteriebelægninger og betændelsesvæv, som ellers er dækket af tandkød og derfor ikke tilgængeligt ellers. Ved operationen minimeres tandkødslommerne og hjemmerenhold bliver lettere.